Om du hör till dem som läser Droppen ibland så har du säkert läst hälsningar och reportage från barngrupper runt om i vårt land någon gång. Jag tycker att de fyller en viktig funktion på flera sätt; barnen får se att de har ”syskon” runt om i Sverige (och i andra länder), de berättar att kristen tro är på riktigt i Sverige i dag, ledare får roliga tips när de läser hur andra har gjort – och inte minst så är det ju väldigt roligt att få se sig själv på bild i tidningen någon gång!
Vi fortsätter att ha barn på bild i tidningen men till hösten kommer det att vara ovanligt många vuxna ansikten i tidningen också. Vi ska nämligen intervjua vuxna med olika yrken. Vi har satt igång och samlar intervjuer som bäst nu och det ser ut att kunna bli både spännande och intressant! Det finns ju en massa intressanta saker att fråga den som är till exempel polis eller sopkörare eller fiskare eller begravningsentreprenör. Det svåraste blir nog att välja ut vilka vi ska intervjua när det finns så många roliga yrken. Och tänk vad roligt att få passa på att ställa en massa nyfikna barnfrågor som man egentligen själv skulle vilja ha svar på också… Själv har jag till exempel träffat en världsmästare och fått höra mycket tänkvärt. Och jag fick svar på frågan: Får man be till Gud att man ska vinna?
Nyfikna på vem jag träffade? Det var liksom det som var meningen… Tror ni att jag tänker berätta? Eller tror ni att jag istället tänker uppmana er att prenumerera på Droppen ifall ni inte redan gör det? Ni som är prenumeranter får läsa mer i höst!
Johanna / droppenredaktör

For noget tid siden så jeg to film sammen med Thomas. De omhandlede begge Lourdes i Frankrig, som er et katolsk valfartssted. Sangen om Bernadette fortæller legenden om stedet med de første mirakler, og Miraklet i Lourdes fortæller på godt og ondt om de massive pilgrimsrejser til stedet i dag. Begge er anbefalelsesværdige. Jeg kom disse film i hu, da vi for et par uger siden besøgte den peruanske pendent til Loudes: Jomfruen i Chapi. Følgende er lidt langt, og det bliver sikkert ikke sidste gang jeg kommer til at dele tanker om den katolske kirke og folkereligiøsiteten her til lands…

Some time ago I watched two movies with Thomas. They were both about Lourdes in France which is a Catholic site of pilgrimage. The song of Bernadette tells the legend of the place and the first miracles, and Lourdes is a tale for better or for worse of the massive pilgrimages to the site today. Both are recommendable. I remembered these films when a few weeks ago we visited the Peruvian parallel to Lourdes: The Virgin of Chapi. The following is a bit long and it will probably not be the last time I share some thougths about the Catholic church and the popular religion in this country…

Thomas har for nylig skrevet her om, hvordan vi som protestanter kan være udfordret af den katolske kirkes helgendyrkelse, men samtidig kan huske på, at de som er gået forud og har levet med Gud, kan tjene som gode forbilleder og eksempler for os – uden at vi dyrker dem og tilbeder dem.

Thomas recently shared (here) about how we as protestants can be challenged by the worship of saints in the Catholic Church but at the same time can remember that those who went before us and lived close to God can be good role models and examples to us – without us worshipping them.

Mit første møde med jomfruen fra Chapi var noget fremmedgørende. Her er der ikke tale om en person med et bemærkelsesværdigt liv, men om en statue i et øde landskab, som folk valfarter ud for at se og bede om mirakler – særligt omkring 1. maj og mors dag 2. søndag i maj. Det er virkelig midt i ingenting i et uvejsomt ørkenterræn – dog nu med bredt anlagt landevej derud.
Jomfruen “bor” i en kirke – der har været flere på stedet. Den nyeste er en del af et kæmpe planlagt byggeprojekt for udvidelse af valfartsstedet. I kirken afholdes messer, og som man kan se på skiltet “silencio”, skal der ellers være ro til tilbedelse i kirken.

My first encounter with the virgin of Chapi was rather alienating. Here we are not dealing with a person who lived a remarkable life but with an image in a desert landscape which people pilgrimage to se and ask for miracles – especially around May 1st and mothers day the 2nd Sunday in May. It is really placed in the middle of nowhere in rought desert terrain – although now with a newly paved broad highway from Arequipa.
The virgin “lives” in a church – there have been several on the site. The newest is part of a planned massive complex to be build and expand the pilgrimage site. In the church they perform masses, and as can be read on the sign “silencio” other than that the church is for silent worship.

Det koster 50 centimos (1,2 DKK) at gå på toilet bag i kirken, og det er forbudt at tage vand med sig derfra – til gengæld sælges indviet vand på flasker ved indgangen.

Bathroom visits at the back of the churc are 50 centimos (1,2 DKK) and it is prohibited to take water with you from the bathroom – but you can buy bottled holy water by the entrance.

I forhallen/våbenhuset/indgangen til kirken hænger jomfruens tæppe eller kappe. Som I kan se bag de søde børn, jeg fotograferede, står folk i kø for dækket af tæppet at forelægge deres ønsker om mirakler for jomfruen.

In the entrance of the church the cape or blanket of the virgin is hanged on the wall. As you can see behind the lovely children I photographed, people are lined up to go under the blanket and submit their miracle wish to the virgin.

Når man kommer ud fra tæppet hænges bønnerne på et andet tæppe ved siden af i disse små blikdimser.

When leaving the blanket you hang you prayers on another blanket in small tinplate thingies.

Vi besøgte stedet lidt før 1. maj, og der var stadig ikke fyldt af folk, men forberedelserne til årets store valfart var i fuld gang. Her er en oversigtsplan over hele området med sikkerhedsforanstaltninger.

We visited a little while before May 1st and the place was still not crowded but the preparations for the great pilgrimage of the year were well under way. Here theres a sceme of security mapping the whole area.

Der er tale om et kæmpe område. Kirken er en del af et kompleks, hvor der både er planlagt opførelse af et kæmpe tempel og et tårn, og hvor der allerede nu på toppen af kirken er anlagt en stor forsamlingsplads. Skiltene fortæller, at det er teltfrit område. Der er en særlig teltplads ved siden af det hellige kompleks for de pilgrimme, som ønsker at overnatte.

We are talking a huge area. The church is part of a complex where they have planned to build both a giant temple and a tower, and allready on top of the church there is a great gathering area. The signs inform that this is a tent free area. There is another camp site next to the holy complex for those pilgrimes who wish to spend the night.

Der har været opført flere kapeller på stedet. Dette er den “næstnyeste” og bliver inkorporeret i komplekset ved siden af tårnet og den store mødebygning.

Several chapels have been build on the site. This is the “second newest” and is made a part of the complex next to the tower and the great conference building.

Lige som man ikke må tage vand på toilettet, så må man heller ikke uautoriseret tænde lys på området. De sorte mærker på væggen vidner om civil ulydighed på det punkt.

Just as you are not allowed to take out water from the restroom neither are you allowed to light unauthorized candles on the premises. The black marks on the wall testify to civil disobedience on that matter.

Jomfruen fra Chapi er en god forretning for mange. Rundt om det officielle kompleks skyder alverdens boder med rosenkranse, billeder af jomfruen, blikdimser, restauranter, toiletfaciliteter og andet godt op. I Arequipa står karavaner af turbusser klar til at tage folk på valfart. Vi købte en DVD omhandlende historien om jomfruen fra Chapi, men den fungerede desværre ikke. Så det eneste jeg vidste om stedet var, at den her statue skulle bæres fra et sted til et andet, men da den kom hertil, så ville den ikke bæres længere. Jeg kiggede ud over det her:

The Virgin from Chapi is good buisness for many. Around the official complex all kinds of stalls sprout up selling rosaries, images of the virgin, tinplate thingies, restaurants, toilet facilities and other goodies. In Arequipa caravans of busses are ready to bring people on pilgrimage. We bought a DVD about the history of the Virgin of Chapi, but unfortunately it did not work. So the only thing I knew about the place was that at some point the statue was to be transported from one place to another. But on arrival to this spot it would not be moved further. I took a good look at this view:

… og tænkte, at hvis jeg havde båret en tung statue gennem det golde landskab og nåede til endnu et bjerg, så ville jeg nok også være blevet enig med de andre om, at statuen “ikke ville længere”. En del af de planlagte festligheder er, at statuen bæres ud af kirken og rundt i et optog. Som Ingeborg tørt bemærkede: “Jeg troede pointen var, at hun ikke ville bæres længere…”

… and thought to myself, that had I carried a heavy image through this rough terrain and reached yet another mountain I would probably as well have agreed with the others that the image “did not want to go further”. A part of the planned festivities is to take the statue out of the church for a parade. As Ingeborg remarked: “I thought the point was that she did not want to be carried any further…”

MEN så var det, at jeg snakkede med en af mine spansklærere om stedet, og han er katolik og har selv vandret til Chapi. Han kunne godt se, at umiddelbart så skørt ud, at folk beder en død statue om mirakler, og han ønskede heller ikke at stå som forsvarer for alt, hvad der foregik derude. Men han delte hans version af historien om jomfruen fra Chapi med os:

BUT then I had a conversation with my Spanish teacher about the place and he is a Catholic who has done the pilgrimage himself. He understood how it seemed silly at first that people ask a dead statue for miracles and he did not wish to act as defender of all that happens out there. But he shared with us his version of the story of the Virgin of Chapi:

Der var en lille landsby i området, hvor hovederhvervet var fårehold. Da planterne vokser noget spredt, måtter hyrderne hver dag tage fårene med vidt omkring for at finde føde. I det bjergrige terræn kunne man komme vidt omkring, men det var strengt forbudt at gå nær de dybe kløfter, for her kunne får og hyrder styrte ned.
I én familie var det en lille pige, som vogtede fårene hver dag. En dag kom hun ved et tilfælde nær den forbudte kløft, men her mødte hun i en hule en kvinde med sin søn. Pigen fik lov at lege med sønnen, mens moderen passede fårene. Siden tog pigen derud hver dag, og hver dag fik hun lov at lege, mens fårene blev passet.
Efter nogen tid begyndte hendes forældre at undre sig: Deres får var de tykkeste og sundeste af alle landsbyens får. De spurgte barnet, hvor hun græssede med fårene, og hun fortalte dem, at hun jo bare gik de sædvanlige steder i højderne. En dag fulgte de efter hende, og da de så hende tage fårene med hen til kløften, blev de meget vrede. Pigen blev stillet til regnskab, og hun fortalte dem om drengen, hun legede med hver dag, og om moderen, som passede fårene så godt.
Forældrene undrede sig og (nu kan jeg faktisk ikke huske, om de spurgte præsten til råds eller hvad) de gik selv ud til bemeldte hule. Her fandt de blot et billede af jomfru Maria med Jesusbarnet. Den lokale præst blev involveret og der begyndte at ske mirakler på stedet. Man lavede også en (måske større?) kopi af jomfruen og opførte et kapel.
Men som det ofte sker i denne kultur, så begyndte landsbyen at lave en folkereligiøs kult ud af jomfruen, og det blev fuldt op af fester, som involverede en del alkohol. Da den lokale præst i år 1709 mente, at fest og alkohol var ved at tage overhånd og fylde mere end jomfruen og bønnen, blev det besluttet, at billedet (kopien – jeg ved ikke, hvor originalen blev af i historien) skulle flyttes fra landsbyen gennem det golde landskab til kirken i Sogay, som ligger tættere på Arequipa. Jomfruens flyttemænd gik i gang med arbejdet og drog afsted. Men på et tidspunkt kunne statuen ikke flyttes længere og bærerne hørte en kvindestemme i vinden, som sagde noget i retning af “chapi” – det betyder ca. “hertil” på quechua. Derfor kom hun ikke videre, et kapel byggedes på stedet, og det har siden vokset sig til et af de største katolske valfartssteder på linie med Lourdes i Frankrig og Guadeloupe i Mexico.

There was a small village in the area, where the main trade was sheep hearding. As vegetation was sparse the sheperds every day had to take the sheep far around to find food. In the mountanious terrain you could go far, but it was stricktly forbidden to go near the steep gaps because people and sheep could fall down.
In one family a little girl was herding the sheep every day. One day she passed the forbidden gap by coinsidence and here in a cave she met a woman and her son. The girl got to play with the boy while the mother took care of the sheep. The girl continued to go there every day and every time she got to play with the boy while the sheep were taken care of.
After a while the parents started to wonder: Their sheep were the fattest and healthiest of all the village sheep. So they asked their child where she took them grazing and she answered that she just went the usual places in the mountains. One day they followed her and as they saw her bringing the sheep near the gap they were very upset. They crossexamined the girl and she told them how every day she played with the boy while his mother took good care of the sheep. The parents wondered and (at this point I do not recall if they asked the local pastor for advice) went to the cave in question. Here all they found was an image of the virgin Mary and the child Jesus. The local pastor was called in and miracels started to occur on the site. A copy (maybe larger?) of the virgin was produced and a chapel was raised.
But as often happens in this culture the village started a folk religious cult of the virgin and it was followed by celebrations involving a great deal of alcohol.
As the local pastor in 1709 thought the party and alcohol was getting the upper hand of things and meant more than the virgin and prayers it was decided to move the image (the copy – I am not sure what became of the original) from the village through the barren country to the church in Sogay which is closer to Arequipa.
The movers of the virgin started out on their journey. But at some point the image could not be moved further and the carriers all heard a womans voice in the wind saying something like “chapi” – that is Quechua for “to here”. Therefore she did not go further, a chapel was build on the spot and it has since grown to one of the greatest Catholic pilgrimages sites along the lines of Lourdes in France and Guadeloupe in Mexico.

Min lærer fortalte om, hvordan hans egen mor og siden han selv har gået valfartstur ud til jomfruen i Chapi og om nogle af de mirakler, eller underlige ting, som er forbundet med stedet. Samtidig kunne han godt beklage og se det problematiske i, at folk beder om mirakler, men de tror det er et tæppe eller en statue, som hjælper dem, frem for Gud – men hvis man tror på, at det er Gud som står bag, ville det så være ok?

My teacher told us how his own mother and later he himself have done the pilgrimage to the Virgin in Chapi and about some of the miracles, or weird stuff associated with the place. At the same time he could deplore and appreciate the problem in people praying for miracles while thinking that a blanket or a statue is helping them in stead of God – but if you believe that God is behind would it then be ok? 

I årets valfart er en ung mand forsvundet. Han gik derud med en flok venner, men blev væk. Vi passerede Plaza de Armas i centrum forleden, hvor flere var samlet foran katedralen og tændte lys for ham og demonstrerede for at myndighederne skulle sætte flere helikoptere ind i eftersøgningen:

In this years pilgrimage a young man has disappeared. He went there with a group of friends but got lost. We passed Plaza de Armas the other evening and several people were gathered in front of the cathedral lighting candles for him. They demonstrated to get the authorities to invest more helicopters in the search: 

Vores lærer fortalte, at det ikke er første gang, det er sket – unge mennesker skal valfarte med respekt uden øl og ghettoblasters, ellers kan de fare vild på vejen. Vi fik også andre gode anekdoter med. Fx skal kærestepar ikke tage på pilgrimsvandring derud sammen uden at være gift, for så vil de efterfølgende gå fra hinanden.

Our teacher told us that this was not a first – young people must pilgrimage with respect without beer and boomboxes or they can get lost on their way. He also told us other good anecdotes of the place. Fx sweathearts should not pilgrimage together when not married yet because that will lead them to separate afterwards.

Snakken med vores lærer gav mig en større forståelse for, hvorfor jomfruen i Chapi er blevet noget særligt, og hvad der driver folk derud og har gjort det gennem 300 år – men det kunne se ud til, at noget af den folkefest og sammenblanding af tingene, som i var præstens motivation for at flytte jomfruen i første omgang, alligevel er flyttet med…

The conversation with our teacher gave me a greater understanding of what has made the Virgin of Chapi special and what drives people to go there and has done so through 300 years – but it would seem as if the folk festival and mix of things which was  the pastors initial reason for moving the image, eventually has caught up with her…

Vi er lige kommet hjem fra Lima. Fire dage blev lavet om til fem – det var det, der skulle til for at Anne-Dorthe og vores kolleger Christina og Filip langt om længe kunne få deres opholdstilladelse. Hurrah! Det lykkedes ikke denne gang at få sat processen i gang med at blive familiesammenført med vores børn, men nu har vi i det mindste en ide om hvad der skal til. Vores utrættelige kollega Steffen i Chiclayo kommer nok til at løbe spidsrod for os igen fra kontor til kontor – endnu engang er det utrolig godt vi har ham!

We just came home from Lima. Four days turned into five – that was what it took for Anne-Dorthe and our colleagues Christina and Filip to finally receive their residence permit. Hurray! We were however not succesful in starting the process with the residence permit of the children, but we do at least now have an idea of what it takes for us to get there. Our tireless colleague Steffen in Chiclayo will probably have to bounce around for us again, from office to office – once again, we are very greatful that we’ve got him!

Når man til daglig færdes i et katolsk land kan man som mavesur og tør gammel protestant af og til blive noget udfordret af den katolske kirkes frimodige brug af helgener. Luther har jo lært os om “troen alene” og “Skriften alene”, og så er alt det der andet noget blevet skrællet væk, men det har katolikkerne jo af gode grunde aldrig rigtigt abonneret på. Tværtimod fornemmer man at der hos mange føles et slægtskab med de hellige mænd og kvinder, der er gået forud til den evige hvile; et slægtskab, der også følges af bønner til disse afdøde mænd og kvinder. Det er sådan noget, der virker fremmed (og forkert) på sådan en som jeg, for vi har jo netop lov til at bede direkte til den almægtige – så disse mellemstationer virker lidt overflødige og er med til at skrue fokus lidt når det drejer sig om, hvem der egentlig er hovedpersonen i kirken. Men lad nu det ligge.

When you have your daily whereabouts in a predominantly Catholic country, you can, as an old, dry and mad protestant, feel a bit challenged by the very bold use of saints within the Catholic world. Martin Luther taught us about “Scripture alone” and “faith alone”, and then all of that other stuff has been torn away – but the catholics do for very good reasons not oblige to these ideas. On the contrary, there seems to be a sense of family between many catholics and the holy men and women who went ahead to the eternal rest; a sense of family that is followed by prayers to these dead men and women. This practice feels strange (and wrong) for someone like me, because we have been allowed to pray directly to the almightly – so these middle stations can turn the focus when we are talking about who is supposed to be the central person of the church. But let those sleeping dogs lie for a bit.

Man kan jo nemlig godt i sin nordeuropæiske selvretfærdighed glemme at visse af disse helgener faktisk, efter alt at dømme, er nogle brandgode eksempler på hvad det vil sige at leve med Gud i en verden, der har mange behov. Tag f.eks. Martin de Porres, hvis grav jeg besøgte i går i Santo Domingo-klostret i det centrale Lima. Martin blev født i 1579 i Lima som den illegetime søn af en spansk adelig og en slave med afrikanske rødder. Da hans far ikke ville vide af den forbudte forbindelse voksede han op i fattigdom, og i hele sit liv arbejdede han for at hjælpe samfundets svageste. Som farvet kunne han ikke optages i en munkeorden, men det stoppede ham ikke, og han fik lov til at hjælpe til på et kloster. Da klostret komme i pengevanskeligheder foreslog den uselviske Martin at de kunne sælge ham som slave, men det blev der heldigvis ikke noget af. Han tog sig af de syge og stiftede et hjem for forældreløse børn i Lima. Han døde i 1639 og blev helgenkåret i 1962.

Because in my northerneuropean self-righteousness I might occasionally forget that some of these saints by all accounts are terrific examples of what it means to live with God in a world of many needs. Take for instance Martin de Porres, whose grave I visited yesterday in the Santo Domingo monastery in central Lima. Martin was born in 1579 in Lima, the illegitimate son of of a spanish nobleman and a slave with african roots. As his father did not want to recognize the illegal relationship, he grew up in poverty, and all of his life he was working for the betterment of the poor of society. As a coloured man, he could not enter a monastic order, but that did not stop him, and he was allowed to assist in a monastery. When the monastery ran out of funds, the unselfish Martin suggested that they could sell him off as a slave to earn money. That luckily never happened. Martin cared for the sick and founded an orphanage in Lima. He died in 1639 and was canonized in 1962. 

Det kan være godt at øve sig i at komme sig over sin egen forargelse og lade sig inspirere af mennesker som Martin, som efter alt at dømme levede et forbilledligt liv hvor han, inspireret af sin tro på Gud, gjorde en forskel for mennesker.

It might be good for someone like me to overcome my initial feelings of being offended and instead be inspired by people like Martin, who by all accounts led an exemplary life where he, inspired by his faith in God, made a difference for people around him.

Många av er som läser ELMs bloggar har följt Fredrik Anderssons volontärinsats i Kenya och Etiopien senaste halvåret. Det har varit härligt att följa honom. Ännu roligare är det att få träffa honom IRL. Det gör jag just nu. Fredrik är på besök på NUMs sammanträde på Åhus.

Samtalet handlar om det som varit bra och det som varit jobbigt. Läs mer »

På söndag ska jag, Deo volente, predika i ELM Betlehemskyrkan i Malmö. Förra veckan ögnade jag igenom de olika texter som föreslås för Bönsöndagen, men först idag bestämde jag mig för att predika över den föreslagna psaltarpsalmen; Ps 13. Medan jag läser och arbetar med psalmen, för att förstå dess struktur och dess budskap sticker en annan predikande medarbetare in huvudet genom dörren: ”– Ska du predika på söndag? Har du läst evangeliet?”

”– Jovisst, läst, men valt en annan text.” Ändå blev det några minuters samtal om ett ord i Luk 11:8. Ordet kan betyda ”påträngande”, men Folkbibeln har valt ”utskämd”. Varför? Lite bläddrande i ett par kommentarer och ett Greek New Testament. Båda översättningarna verkar vara möjliga, och skammen kan nog – som ofta i Nya testamentet – föras antingen till den som skämmer ut sig, eller den som får skämmas för den som skämmer ut sig. Eller till dem båda. Vad betyder det ena respektive det andra för vår förståelse av Jesus undervisning?

Vilken nåd att få läsa Guds ord! Vilken glädje att få samtala om det och försöka vad den Högste vill visa oss!

Herre välsigna varje förkunnare av Ditt ord

/ErikJA

En dag blev vi påminda om Guds kraft och hur han kan förvandla människor som vi kristna kan ha gett upp hoppet för. En pastor berättade om en speciell händelse i en av våra samarbetsförsamlingar på landet. Han och hans fru hade ett seminarium om kristet familjeliv och en ny familj var med den gången. En av föräldrarna och dottern var kända shamaner i området och den andra föräldern var buddist. Efter seminariet ville hela familjen omvända sig och när de kom hem brände de alla sina magiska och buddistiska föremål. De var värda tiotusentals kronor. Många i området blev rädda för att något hemskt skulle hända när de brände sakerna och samtidigt blev det ett starkt vittnesbörd. Ungdomarna i församlingen blev häpna över förvandlingen som hade hänt i familjen. Det blev en påminnelse också för de kristna om Guds allmakt och omvandlande kraft.

Today, I was so lucky that I was able to travel to the city of Cusco with a missionary colleague from Arequipa, who was going there to preach.
There is a small Lutheran congregation in Cusco, but as they do not currently have a pastor, they rely on people from other cities to come and preach for them.
Cusco is a very, very pretty and quaint city, close to the World Heritage Monument of Macchu Pichu. Of course, the town is filled with tourists, but it carries the load really well.
In my lifetime, I have been lucky enough to meet and have fellowship with people in many parts of the world, and there is something that strikes me every single time, also today. There is a simplicity and normality about being together as Christians, reading from the bible, praying together and sharing the holy communion with each other. A sense of togetherness, but also a sense of common humanity. We who are Christians belong to a strong God, and as all Christians pray in The Lord’s Prayer, he is our father. He reminds us of our created-ness and our need for him in our lives when we are together. And as siblings sharing a meal, or checking in with each other, there is something both reassuring, blessedly normal and yet even more than that about it.
I think this “more than that” must be the spirit of God, the presence of God that makes any service or fellowship more than a sum of its parts.
Today, I was fortunate enough to be welcomed in the fellowship in Cusco. It was not the biggest congregation, I had ever been in, it was not the prettiest church building I had ever seen, but it was real, and it was good, and I belonged there although they had never seen me before.
After the service, the congregation invited us for lunch (and the food here is really excellent, so of course we said yes!), and we could share life, and talk. It was not something out of the ordinary, and yet it was more than the ordinary. The congregation has dreams of expanding. My colleague was inviting some of the young people of the church to a retreat in Arequipa. They were asking about our families and things like that. It was real, normal, and more than that.
The bible teaches us that the church is not just a bunch of buildings, but is made of “living stones”. Today, I was fortunate enough to be reminded of this again.

Ingen mamma, ingen pappa, ingen släkt…MEN….en himmelsk Far och ett evigt hem.

I onsdags var jag på besök på barnhemmet Bethesda i Nakuru,Kenya, BCM. Det är alltid lika spännande att komma dit för att se vad som är på gång. Hela tiden så pågår det olika projekt och verksamheter. Nu var, till min stora förvåning, grunden till gästhuset färdig och nästa vecka börjar arbetet med att resa väggarna. Underbara människor! Barnen var i sina respektive hem eller hos släktingar. Just nu har eleverna ledigt från skolan och då anknyter barnen på barnhemmet till sina släktingar. Personalen på BCM gör hembesök under denna tid och ser till så att relationen fungerar mellan barnet och hemmet. En liten kille finns kvar på barnhemmet. Han har ingen mamma och ingen pappa. Ingen vet var hans släkt finns. Han bara finns. Men en sak är säker, han har en himmelsk Far och ett evigt hem. Nu bor han på barnhemmet.

Grunden till gästhuset är färdig. John, Elisabeth, Momposhi och Lucy.

Fyra rum,  ett vardagsrum, två toaletter och  ett soldäck….

Välkomna att boka rum på Bethesda guesthouse!

Murstenar till väggarna på gästhuset produceras på plats!

Det totala antalet barn på BCM har ökat. 31 pojkar finns med i verksamheten som pågår under hela året. Det förebyggande arbetet, små föräldralösa barn från slummen, har på fem månader gått från 18 barn till 42 barn. Detta är en viktig dagverksamhet. Vidare har BCM kontakt med många barn i det uppsökande arbetet.

Benjamin Lemosi, Richard Gwako och John Kissinger sänder kära hälsningar till Sverige!

Jonny Bjuremo

Igår hade jag skypesamtal med Nicolaj i Danmark, Steffen i Peru och Amanda i Sydafrika. Idag hade jag ett skypesamtal med Saara i Mongoliet och Tomas i Pakistan. Efter detta svarade jag på ett mail från Indien medan jag funderade lite på framtida volontäruppdrag i Etiopien. Världen blir ganska liten när man har det jobb man har…

Fredagkväll och jag kommer strax att checka ut veckan för att checka in helgen. I helgen får vi besök av elever på Strandhems bibelskola, Mattias Andersson, Therese Ekström, Alfred Nilsson, Viktor Einarsson och så läraren Daniel Engelbrekt. Känns jättekul att få ha dem här. De kommer att vara med på barngrupper, ungdomsgrupper, möten och så har vi planerat en evangelisationssatsning på Valborgsmässoafton på Fridhem. Förra året var vi över 40 personer från 15 olika länder!!! (På tal om att världen blir liten….) Fantastiskt gemytligt var det. Även en del Vännäsbor vågade sig upp för att, på lite avstånd, titta på brasan på Fridhem. I år flyttar vi ut evenemanget till brasan för att ingen ska kunna undgå att höra det glada budskapet. Här snackar vi mission!!! Idag har jag varit på min gamla gymnasieskola för att bjuda in elever därifrån och intresset var stort. Märkligt att det är så mycket lättare att nå ut till invandrare än till svenskar. Var gärna med och be för Strandhems besök men speciellt för valborgsmässoafton då många ska få höra om Jesus i tal, sång, och gemenskap. Kanske en del av dem för första gången…

Ha en trevlig helg vänner

Rakel Smetana

De, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne.
(Esajas 40,31)

Those who hope in the Lord will renew their strength.
They will soar on wings like eagles.
(Isaiah 40,31)